Sundhedsfaglig hjælp døgnet rundt
Vagttelefonen i DUOS sikrer, at borgere, medarbejdere og samarbejdspartnere altid kan komme i kontakt med en sundhedsfaglig medarbejder, når der opstår en akut situation i ydertimerne. Det kan for eksempel være, når en medarbejder melder sig syg, og der er brug for en anden kompetent medarbejder til at dække vagten, når borgere henvender sig, fordi de har fået det skidt, eller når vores medarbejdere er ude hos en borger og får brug for sparring.
Vagttelefonen er døgnbemandet af fire specialiserede sygeplejersker, heriblandt intensiv- og akutsygeplejersker, som tager imod alle henvendelser i ydertimerne. En af dem er akutsygeplejersken Ida, som understreger vigtigheden af at vise forståelse for den situation medarbejderne, borgerne og familierne kan være i, når det drejer sig om akutte situationer:
”Det er vigtigt for mig at udføre et godt stykke arbejde, så både medarbejderne, borgerne og de pårørende er trygge. Det kan for eksempel være, når der opstår sygdom eller andre uforudsete ting, der betyder, at vi lynhurtigt skal få dækket en vagt, fordi det drejer sig om borgere, der har et helt særligt behov for hjælp.”
Denne empati og forståelse for både borgerens, familiens og medarbejderens situation er kernen i det arbejde, som Ida og hendes kollegaer på vagttelefonen udfører, når de løser opgaver, der kræver hurtige løsninger.
Fra akutmodtagelsen til vagttelefonen
Ida blev uddannet sygeplejerske i 2016 efter først at have arbejdet som social- og sundhedsassistent. Derefter arbejdede hun på akutmodtagelsen i Hillerød, samtidig med at hun tog en diplomuddannelse i akutsygepleje.
“Jeg har lige fra starten været tiltrukket af det intense og udfordrende arbejde i akutmodtagelsen,” fortæller Ida. Men efter mere end 7 år i akutmodtagelsen følte hun, at det var tid til nye udfordringer.
Ida søgte derfor nye muligheder og faldt over opslaget hos DUOS, som straks fangede hendes interesse. “Da jeg læste i jobopslaget: ‘søger du et fleksibelt job udenfor kontortid, der kræver, at du træffer selvstændige beslutninger, og hvor du har mange bolde i luften?’ – tænkte jeg, det er lige mig.”
”Man skal have lidt is i maven”
Selvom de fire sygeplejersker på vagttelefonen arbejder på egen hånd, har de fået skabt en stærk fællesskabsfølelse i teamet. “Vi arbejder ikke samtidig, men vi sparrer meget med hinanden. Vi er også dybt afhængige af hinanden, fordi vi er selvdækkende. Når der er en, der er syg, så er det de 3 andre, der skal dække ind,” forklarer Ida og fortsætter:
”Man skal have lidt is i maven, når der er mange akutte opgaver og tingene går hurtigt. Det har vi alle fire i teamet.”
Den typiske arbejdsdag hos Ida starter kl. 14:30, hvor hun mødes med vikarteamet. “Jeg glæder mig altid til at komme på kontoret. Der er god stemning, og folk er koncentrerede og målrettede. Her starter vi med at få styr på aftenvagterne og tjekker, hvad der ligger af vagter til i morgen.” Derefter står Ida og hendes kollegaer for at finde medarbejdere til at dække de akutte vagter.
”Vi er også i dialog med samarbejdspartnere i ydertimerne. For eksempel Respirationscenter Øst (RCØ), når de ringer og har brug for en akut vagt til borgere med behov for respiratorisk overvågning. Her handler det simpelthen om at få en medarbejder ud for at holde øje med, at borgeren trækker vejret”, fortæller Ida.
Det handler om at være nærværende
Når Ida hopper fra det ene opkald til det næste, handler det især om at være nærværende og til stede. Der er mange ting at forholde sig til, og det gælder derfor om at holde tungen lige i munden.
”Jeg tror, at det her med at være meget omstillingsparat, er noget jeg har med i min bagage fra akutmodtagelsen. Det har gjort mig godt rustet, når jeg har mange akutte opgaver. Så skal jeg ligesom parkere noget i mit hoved for at fokusere på det næste. Men øvelse gør jo mester.”
”Der skal meget til at stresse mig, og det er vigtigt for mig at møde medarbejderne, borgerne og de pårørende, der hvor de er”, slutter Ida af med.