Binge eating disorder – symptomer, behandling og støtte
Binge eating disorder, også kaldet BED spiseforstyrrelse, er en kompleks psykisk lidelse med tilbagevendende episoder af ukontrolleret overspisning.
Det kan være en svær og ensom kamp – både for den ramte og de pårørende. Det er vigtigt, at borgeren får den rette støtte på det rette tidspunkt, så der bliver skabt ro, struktur og mulighed for at bryde den negative spiral.
Hvad er binge eating disorder?
Binge eating disorder er en spiseforstyrrelse, der kendetegnes ved gentagne episoder af ukontrolleret overspisning. Under disse episoder spises der ofte store mængder mad på kort tid, selvom borgeren ikke er fysisk sulten. Det efterlader ofte en tung følelse af skam, skyld og manglende kontrol.
BED adskiller sig fra bulimi ved, at der ikke efterfølgende indtræder kompenserende adfærd som opkast eller overdreven motion. Mange, der lever med BED spiseforstyrrelse, kæmper med lavt selvværd og social isolation, hvor mad bruges som en måde at håndtere svære følelser på.
Hvilke symptomer kan være tegn på overspisning?
Binge eating disorder viser sig både gennem fysiske og psykiske symptomer. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på både de synlige tegn og de følelsesmæssige reaktioner, der ofte følger med lidelsen.
Typiske symptomer på BED spiseforstyrrelse:
- Tilbagevendende episoder med ukontrolleret overspisning
- Spisning af store mængder mad, også uden fysisk sult
- Spisning i hemmelighed eller hurtigt for at skjule adfærden
- Følelser af skam, skyld og tristhed efter måltider
- Vægtøgning eller store vægtudsving
- Fysiske gener som mavesmerter, træthed og ubehag efter overspisning
- Social tilbagetrækning og undgåelse af spisesituationer
Symptomerne på spiseforstyrrelser varierer fra person til person. Det samme gør behovet for og typen af støtte. Det er vores erfaring, at noget af det vigtigste er at skabe en tryg relation, hvor borgeren føler sig set, hørt og støttet.



Udvikling af spiseforstyrrelse med overspisning
Mange kæmper med spiseforstyrrelsen overspisning i årevis, før de søger hjælp. Overspisningen kan gradvist blive en måde at håndtere svære følelser, stress og uforløste traumer på. Når borgeren endelig beder om hjælp, er det afgørende, at både sagsbehandlere og sundhedsprofessionelle er klar til at støtte med de rette indsatser. Hos DUOS skaber vi ro og struktur i hverdagen og hjælper borgeren med at finde vejen ud af spiseforstyrrelsen – i et tempo, der passer til den enkeltes behov.
Lider du eller en, du kender, af binge eating disorder?
Har du en nær, der udviser tegn på binge eating disorder eller kæmper med overspisning?
Du kan gøre en stor forskel ved at være der for personen – men det er vigtigt at vide, at du ikke selv kan løse problemet. Tal med personens nærmeste, hvis det er muligt, eller søg rådgivning anonymt hos Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade.
Er du sagsbehandler eller pårørende og har brug for sparring, kan du altid kontakte vores driftsledere direkte.

