At hjælpe andre betyder alt
Det er ikke ofte, at man møder en person, som i et kvart århundrede har viet sit liv til at hjælpe andre mennesker. Men i denne måned har vores dedikerede medarbejder Bente Gulmaj Petersen 25-års jubilæum hos DUOS – og hun bærer stadig stolt rundt på sin første lønseddel fra 1998.
I den anledning har vi talt med Bente om hendes rejse i DUOS, hvad der har drevet hende gennem de 25 år og om der er noget hun især kommer til at huske tilbage på. Men allerførst starter vi med at kigge 25 år tilbage i tiden til den dag Bente startede hos DUOS. Dengang var hun hos en lille dreng på ni måneder, som hun stadig har en relation til den dag i dag.
En helt ny verden åbnede sig for 25 år siden
Bentes rejse hos DUOS startede på en bemærkelsesværdig måde og var ifølge hende selv en helt ny verden, der åbnede sig. Bentes første opgave som medarbejder hos DUOS var nemlig at tage sig af en ni måneder gammel dreng, som hun fulgte gennem flere af livets faser, fra dagpleje og børnehave til skolen – indtil han blev 6 år.
”Jeg har gået i dagpleje med ham. Jeg har gået i børnehave med ham. Jeg har været med til skolekomedier og fødselsdage, og da han begyndte at gå til fodbold, var jeg nede og se ham. Jeg skulle bare sørge for, at han havde det godt,” fortæller Bente.
Selv i dag har Bente stadig kontakt med den nu unge mand, der snart fylder 25 år, og med hans mor, som hun har udviklet et venskab med. De har for eksempel både været til blomsterbindingskursus og koncerter sammen, og de mødes også til en kop kaffe indimellem. Det er historier som disse, der viser den dybe betydning af Bentes arbejde og hendes evne til at skabe langvarige relationer.
”Kan jeg gøre en forskel så andre får det godt? Kan jeg gøre en forskel, så solen skinner selvom det vælter ned med regn?” – Bente Gulmaj Petersen
Glæden ved at være der for andre
Glæden ved at være til stede for andre er en drivkraft for Bente:
”At yde omsorg, glæde og smil. At vide, at når jeg går på arbejde, så glæder den person jeg skal være hos sig til at jeg kommer. Og når jeg går hjem igen, så har jeg fornemmelsen af, at det har været en god dag. Jeg tror det er det, der har drevet mig,” siger Bente med et smil og fortsætter:
”Det betyder alt for mig at hjælpe andre mennesker. Jeg kommer fra en familie, hvor vi altid har haft det der ’hjælper-gen’ så langt tilbage jeg kan huske. Da jeg var barn, havde jeg en mormor der sad i kørestol på grund af leddegigt. Jeg var så ikke så gammel, da hun gik bort, men da jeg besøgte min mormor, så skulle jeg hjælpe til. Hvis hun fx tabte noget på gulvet, så kunne jeg lige samle det op. Og i børnehøjde er det jo en stor ting at gøre. Jeg skulle ikke bedes om det.”
Et meningsfuldt arbejde
Bentes rejse hos DUOS har ikke kun været fyldt med glæde, men også med udfordringer. Hun har stået ved siden af mennesker i både glæde og sorg. Men hun har set borgere overvinde udfordringer, nå deres mål, øge deres selvstændighed og finde glæde i hverdagen – og det er netop disse øjeblikke, der viser, hvor meningsfuldt hendes arbejde er.
Når man spørger Bente, hvad det giver hende at være medarbejder hos DUOS, er hendes svar klart og tydeligt:
”Det er mit liv. Jeg tror ikke, at jeg kan sige det mere enkelt. Det giver mig alt.”
Efter 25 år udstråler Bente fortsat passion for sit arbejde og ønsker at fortsætte med at gøre en forskel i menneskers liv. Hun har fulgt mange borgere – og skabt varige minder og relationer undervejs. Bentes historie er ikke kun en personlig milepæl, men også en påmindelse om, at vi alle kan bidrage til at gøre verden til et bedre sted ved at sprede omsorg, glæde og hjælpe andre.