At rejse er at leve
32-årige Christian Kampmann lever med handicappet cerebral parese. Siden barndommen har Harry Potter-universet haft en helt særlig plads i Christians liv og har fungeret som et afbræk i en ofte udfordrende hverdag. Til september rejser han til USA, hvor drømmen om at besøge Harry Potter-temaparken i Florida endelig går i opfyldelse.
Når man træder ind i Christian Kampmanns lejlighed, er man ikke i tvivl om, at her er tale om en ægte Harry Potter-fan. Der er store glasskabe fyldt med figurer og artefakter fra det berømte, magiske univers – tryllestave, flyvende koste (for kendere: en Nimbus 2000 i miniatureudgave og en Nimbus 2001 i næsten fuld størrelse), fordelingshatten, pokaler, Hogwarts-eksprestoget, Røverkortet, Quidditch-remedier, en sirligt skrevet invitation stilet til Christian i Valby om at møde op på troldmandsskolen og meget, meget andet.
Christians store passion for Harry Potter bragte ham sidste år til London, hvor han sammen med et medhjælperteam fra DUOS besøgte Warner Bros. Studio Tour, som er et stort område udenfor London, hvor mange af filmseriens scener er skudt. Et must for Harry Potter-elskere og dermed også Christian.
“Da jeg var otte år og gik i skole, fik min klasselærer den gode ide, at vi skulle læse en bog. Det blev tilfældigvis Harry Potter og De Vises Sten, som er den første bog i serien. Jeg blev fanget af, at han var en dreng, der havde mange udfordringer ligesom mig selv. Det var svært for ham at passe ind i verden. Men efterhånden finder han jo ud af, at han kan noget særligt,” siger Christian Kampmann og fortæller, at han kan huske fornemmelsen af at fordybe sig i et dejligt, drømmende univers, hvor han især kunne spejle sig i hovedperson Harry.
“Hver gang Harry blev ældre i filmene, passede det med min egen alder. Dengang hjalp bøgerne og filmene mig med at klare hverdagen i skolen, og når noget var svært. Sådan har jeg det stadigvæk. Jeg kommer ind i en anden verden og glemmer, hvor jeg er.”
Tæt på at dø
Christian Kampmann er diagnosticeret med cerebral parese. Han siger selv, at hans krop opfører sig som om, han har muskelsvind, selvom det ikke er det, der er hans handicap. Der er dage, hvor han ikke selv kan holde sit hoved, og hvor armene og benene ikke lystrer. Han har derfor behov for et hjælperteam døgnet rundt.
Hvis turen til London gik godt, lovede Christian Kampmann sig selv, at han ville indstille sigtekornet efter at udleve den næste store drøm: En tur til The Wizarding World of Harry Potter – temaparken i Florida, USA, hvor man ligesom i London-studierne dyrker scener og karakterer fra filmene.
“Det er noget, jeg har tænkt på, siden jeg var 20. Jeg kan næsten ikke vente,” siger Christian og kan ikke lade være med at smile. Der er planlagt afrejse den 1. september med tre hjælpere, Christian selv samt hans lillesøster og svoger. Christian har lejet et handicapvenligt hus i Orlando, hvor alle kan være, og hvor der endda er en pool med lift, så han kan tage en dukkert. Udover Happy Potter-temaparken har Christian også planer om at besøge både Disney World og Kennedy Space Center.
Med et skrantende helbred ved Christian godt, at han ikke skal vente alt for længe med at indfri sine rejsedrømme. I 2023 var han tæt på at dø af dobbeltsidet lungebetændelse og en blodforgiftning. Han skulle kun have været indlagt i 14 dage, men endte med at være på hospitalet i to måneder. Sygdomsforløbet betød, at han var nødt til at få en operation, som gør, at han i dag ikke længere selv kan spise eller drikke, men får føde gennem en sonde i maven.
En kræsen shopper
Christian siger selv, at han ikke er nervøs ved tanken om at flyve til USA og være på farten i 14 dage. “Jeg glæder mig bare. Hvis jeg ikke gør det nu, hvem kan så sige, hvornår jeg får chancen?,” som han selv udtrykker det.
Noget af det, Christian glæder sig særligt meget til under USA-turen, er de ting, han skal købe i The Wizarding World of Harry Potter, Disney World og Kennedy Space Center.
“Jeg er meget kræsen, når jeg shopper. Hvis det er Harry Potter, skal det ligne de karakterer og ting, der er med i filmene. Det må ikke være helt almindelige ting, hvor de bare har skrevet Harry Potter på. Detaljerne skal være i orden,” siger Christian Kampmann og peger tilfreds over mod glasmontren fyldt med de meget livagtige figurer fra Harry Potter-universet.
Kørestolsbold, videoredigering og AI
Uden at gå i detaljer omkring ordninger, økonomi og rollefordelingen mellem DUOS og kommunen er det ikke nogen hemmelighed, at det er et stort puslespil, der skal gå op, når man som Christian vælger at tage på en stor udlandsrejse som handicappet. For at finansiere turen trækker han på sin egen opsparing, han kører indsamlinger på både Facebook og YouTube, og han søger fondsmidler. Han har også søgt og fået tilskud fra kommunen, som er med til at få turen til at hænge sammen økonomisk.
Det fortæller meget om Christian og hans tilgang til livet, at han ikke giver op, bare fordi noget er besværligt. Han sætter sig et mål og stopper ikke, før det er nået. En del af den stædighed bruger han også i kørestolsfodbold, hvor han efter eget udsagn “er en fantastisk målmand,” der spreder frygt blandt modstanderne og glæde blandt holdkammeraterne i den lokale klub i Ballerup. “Mit hold græder, hver gang jeg ikke kan komme med.”
Derudover er han i gang med at undersøge mulighederne for at uddanne sig til professionel grafiker med speciale i videoredigering. Han er allerede godt inde i faget, hvor han på eget initiativ er begyndt at oversætte de sidste tre film i Harry Potter-serien til dansk tale, fordi det i dag kun er de første fem film, der er indtalt på dansk.
“Jeg bruger kunstig intelligens til at optage min stemme, som den ville lyde, hvis jeg ikke var handicappet. Derfor bliver det rigtig godt. Jeg ved godt, at der er noget med rettigheder, så derfor er det bare til mit eget brug som et lille hobbyprojekt. Jeg regner med at være færdig med alle tre film i løbet af 2024,” siger Christian Kampmann og fortæller, at drømmene fortsætter, når han kommer hjem fra den store USA-tur.
“Jeg vil gerne til Grækenland. Der skulle være så dejligt. Vi lever kun én gang, og jeg vil gerne ud at se noget, mens jeg kan,” slutter han.
Det var et “must” at komme til Warner Bros. Studio på Christians rejse til London i 2023.
Følg Christian Kampmann på YouTube
Christian har sin egen YouTube-kanal, hvor han fortæller om sit liv og kommer med tips til andre handicappede. Følg med her.