Den stærke og modige regnbueprinsesse

Det indiskfødte hittebarn Rani er mod alle odds havnet i en tryg familie i Danmark. Rundt omkring familien arbejder et bredt omfavnende sikkerhedsnet af private og offentlige aktører sammen om at yde støtte til Sophie og give Rani de bedst mulige livsbetingelser.

Femårige Iris Rani Malou de Goede er født med et exceptionelt fighterhjerte. Hun blev fundet i en container i én af de fattigste regioner i Indien, da hun var to-tre måneder gammel, underernæret og med dårlige odds for at overleve. Hun klarede den og blev placeret på et nærliggende børnehjem med alt for få kvadratmeter til alt for mange børn.

Som etårig dukkede Ranis billede og profil op i systemet hos Danmarks eneste adoptionsformidlingsorganisation, Danish International Adoptions (DIA). Her blev det matchet med dansk/svenske Sophie de Goedes godkendelsesramme som eneadoptant. Det er ikke alle lande, man som eneadoptant kan adoptere fra, men Indien tillader det. Da Sophie blev matchet med Rani, vidste hun med det samme, at det skulle være hende. Der var ingen tvivl. Et år efter satte hun sig på en flyver for at hente Rani hjem.

“Jeg glemmer aldrig mit første møde med Rani på børnehjemmet. Det var ikke glæde fra hendes side af overhovedet. Det var ren og skær angst, forvirring, panik. Da jeg tog hende op, kunne jeg hurtigt konstatere, at hun nærmest ingenting vejede. Børnehjemmet havde gjort deres bedste for at gøre hende fin til dagen, men hun var underernæret, lugtede, og jeg kunne se lusene kravle på hende,” fortæller Sophie de Goede.

Første smil efter 11 dage

Da Sophie oprindeligt blev godkendt som adoptant, blev hun godkendt til et barn, der faldt i den såkaldte normalkategori. Rani er født med både gane- og læbespalte, og Sophie vidste godt, at det ville kræve operationer hjemme i Danmark, så det var hun forberedt på. Men efter at have tilbragt de første dage sammen med Rani i Indien, stod det hurtigt klart, at Rani havde særlige behov, der gik ud over normalkategorien.

“Jeg vidste ikke noget, om de omstændigheder hun var blevet fundet under, og jeg vidste heller ikke, at hun havde været tæt på at dø, da de fandt hende. Det har givet hende en meget hård start på livet med tydelige traumer til følge. Sammenlagt med de udfordringer, der er blevet tydelige efter hjemkomsten, var hun aldrig havnet i en normalkategori, og så var jeg ikke blevet godkendt til hende.”

Da Sophie tog Rani med fra børnehjemmet, fandt hun ud af, at Rani havde dobbeltsidet lungebetændelse og en slem ormeinfektion. Selvom Sophie fandt ud af, hvilken medicin Rani havde brug for, kunne hun ikke skaffe den til hende derude, men måtte vente, til de kom hjem til Danmark.

“Fordi hun ikke ville spise eller drikke de første dage, var jeg nødt til at give hende 5 ml. vand med en sprøjte hvert 10. minut i alle døgnets vågne timer. Det var hårdt. Hun skreg og græd noget så hjerteskærende. De første 10 dage kunne jeg slet ikke komme i nærheden af hende. Det var først efter 11 dage, at hendes lillefinger rørte min, da vi sad sammen på sengen. Dagen efter fik jeg det første lille smil,” husker Sophie.

Fysiske og psykiske udfordringer

Rani fylder seks år til januar. Hun har gennemgået fire operationer for ikke bare læbe- og ganespalte, men også problemer med udtale. Der er lyde hun har svært ved at lave, og derfor har hun svært ved at gøre sig forståelig. Hun har 50 pct. høretab på begge ører og et meget dårligt syn. Derudover blev Rani for nylig diagnosticeret med Pallister-Hall Syndrome, som er en ekstremt sjælden genfejl, der forklarer, hvorfor Rani er ramt af så mange samtidige lidelser. Derfor er det også et lille mirakel, at Rani ikke bare har overlevet, men også lever et nogenlunde normalt liv i dag.

“Rani er fuld af energi. Lige nu er hun splittet mellem at blive professionel fodboldspiller og cirkusprinsesse, men det valg behøver hun heldigvis ikke at træffe endnu. Hun synger meget, og hun synger pivfalsk. Og så har hun har udviklet en afhængighed af is efter at have fået det alt for meget, da vi lige var kommet til Danmark,” siger Sophie de Goede.

Hun forklarer, at selvom Rani altså på mange måder er ligesom andre piger på samme alder, har hun svære adoptionstraumer, der plager hende.

“På grund af sin opvækst er Rani blevet god til at tilpasse sig. Hun vil gøre alt for at smile og passe ind, når hun ikke er sammen med mig. Men når hun så kommer hjem og er tryg, kommer det hele buldrende. Hun har problemer med selvskade – en dag hev hun tre fingernegle af og stod bare og græd lige så stille, da jeg fandt hende. Hun kradser sig selv og kan finde på at banke sit hoved ind i væggen. Derudover producerer Rani ikke nok melatonin, som er det hormon, der er med til at regulere vores søvnrytme, så hun bliver ikke naturligt træt som andre børn. Det betyder, at der er mange nætter, hvor jeg selv kun får tre-fire timers søvn,” fortæller Sophie.

12 timers aflastning om ugen

Alle fædre og mødre ved, at det er hårdt at have børn. Men når man kæmper med udfordringer som Ranis, bliver det ekstra hårdt.

“En dag kunne jeg ikke mere og ringede grædende til min familierådgiver og bad om hjælp. Jeg havde ramt muren. Jeg arbejder som projektleder i Ørsted. Der er mange, der har spurgt, hvorfor jeg ikke bare går på deltid. Men for det første har jeg ikke råd til at gå på deltid, og for det andet er mit arbejde det eneste sted, hvor jeg kan være mig selv. Der er næsten ingen andre end mig, der kan få lov til at komme tæt på Rani, så mit arbejde er også mit eneste frirum,” siger Sophie.

Som en den af løsningen på familiens udfordringer er de blevet bevilget 12 timers aflastning om ugen, hvor en DUOS-medarbejder henter Rani i børnehave. To dage om ugen bliver Rani endda hentet ekstra tidligt, så der er god tid til at hygge og lege i trygge rammer, inden Sophie kommer hjem.

“Selvfølgelig er det rart for mig at blive aflastet. Jeg kan arbejde sent, jeg kan sætte mig på en cafe, eller jeg kan mødes med en veninde. Men det allervigtigste er, at Rani har fået en person, der udelukkende har fokus på hende. Der er mange børn i en børnehave, meget larm og mange indtryk. Rani kan bedst lide at være hjemme, hvor hun er mest tryg.”

Det lille pusterum

For Sophie de Goede er det vigtigt at være åben omkring sine egne behov, og at man ikke skal være bange for at spørge om hjælp.

“Nogle gange på arbejdet siger jeg til folk, at jeg kun har sovet et par timer, og at jeg har brug for stilletid i dag. Jeg skal nok passe mit arbejde, for det har jeg vænnet mig til at kunne på meget lidt søvn. Jeg skal bare ikke spørges om noget. Det kan jeg ikke overskue. Det kan folk godt forstå. Min oplevelse er, at mennesker har en stor forståelse for hinandens behov, hvis man tør at være ærlig.”

Når Sophie skal opsummere værdien af aflastningen fra DUOS, fokuserer hun på, at hjælpen er med til at fjerne noget af den dårlige samvittighed, hun føler som mor.

“Den her situation er ikke DUOS’, statens eller andres ansvar. Den er mit ansvar, det ved jeg godt. Derfor er jeg også så taknemmelig for det lille pusterum, jeg får hver uge. Det betyder, at når jeg kommer hjem på de dage, hvor Rani er blevet hentet tidligt, så har jeg overskud til at sætte mig ned og lege med hende. Fordi der er energi tilbage i hovedet og kroppen,” siger Sophie de Goede.

Bygger en selvfortælling

Som adoptivbarn kan det være svært at bygge en stærk selvfortælling om, hvem man er, og hvor man kommer fra. Ranis selvfortælling er hendes adoptionsbog. Det er den bog, der beskriver Sophies rejse ned til Rani i Indien, Ranis rejse hen til børnehjemmet og deres fælles rejse hjem til Danmark.

“Den bog bruger vi meget, og jeg kan mærke, at fortællingerne betyder mere og mere for Rani. Vi begynder altid med at tale om hendes navne. Hun har tre. Det har alle kvinderne i min familie, så det skulle Rani også have. Rani hedder Iris Rani Malou. Så siger jeg: Du hedder Iris, fordi det betyder regnbue, og alle ved, at der for enden af en regnbue ligger en skat. Du er en skat, Rani. Så siger jeg: Du hedder Rani, fordi det er dit smukke indiske navn, og fordi det betyder prinsesse på Hindi, og du er en prinsesse. Og så hedder du Malou, fordi det er en sammentrækning af Marie, som betyder den stærke, og Louise, som betyder den modige. Og du er den stærkeste og modigste pige, jeg kender. Hele den lille remse er blevet en hjørnesten i Ranis forståelse af, hvem hun er.”

Selvom Rani og Sophie er kommet langt, er der stadig mange dage, hvor Sophie hænger i laser, og hvor hverdagen kun akkurat hænger sammen.

“Men med den hjælp, vi får fra DUOS, støttepædagogen i børnehaven, talepædagogen på Rigshospitalet samt de mange kompetente læger i hendes liv, kommer der flere og flere gode dage uden de helt store nedsmeltninger. Rani tager kæmpe skridt fremad. I mange henseender er hun som enhver anden snart-seksårig. Det er hun, fordi der er et samlet team omkring hende, der bakker op om hendes specielle behov og giver hende de bedste forudsætninger for at få et godt liv,” slutter Sophie de Goede.

Du kan læse mere om aflastning og afløsning i hjemmet for børn her: Afløsning i hjemmet for børn – DUOS 

Her ses Rani sammen med hendes mor Sophie, og Rani den stærke og modige regnbueprinsesse.