
DUOS lancerer Mit.duos
DUOS lancerer i dag Mit.duos. Mit.duos er et arbejdsredskab, som dagligt skal bruges af borgere og medarbejdere til at registrere timer og lægge vagtplaner og vil erstatte den nuværende IT-platform Formidlingen.dk, som langsomt vil blive udfaset. I første omgang vil den blive lanceret for alle medarbejdere, der arbejder på en SPS-ordning og for DUOS’ Akutteam.
I dag lancerer DUOS en stor digital satsning. Satsningen hedder Mit.duos og er en tidssvarende webapplikation, der på sigt vil erstatte den tidligere løsning Formidlingen.dk. Begge platforme vil fungere sideløbende, indtil vi regner med at kunne udfase Formidlingen.dk.
”Det er virkelig en glædens dag. Vi kan lancere en platform, der er tidssvarende og vil gøre livet nemmere for vores medarbejdere, det er tilmed noget de (medarbejderne, red.) i lang tid har efterspurgt” siger Bjørn Langhorn Lundt, CTO i DUOS.
DUOS’ IT-afdeling har brugt tiden under Covid-19-epidemien på at udvikle IT-platformen til gavn for vores borgere, medarbejdere og samarbejdspartnere. Platformen er en browserbaseret webapplikation, der vil fungere på tværs af flere forskellige digitale enheder. I processen har ti medarbejdere fra alle DUOS’ ydelsesområder hjulpet til i udviklingen af webapplikationen, de har bidraget med at teste eksisterende funktioner samt kommet med input til nye eller forbedrede funktioner.
Platformen vil gøre det nemmere for vores medarbejdere at varetage deres job. Vagtplanlægning og timeregistrering har været en besværlig opgave på den tidligere platform, men det er forhåbentlig snart en saga blot. Mit.duos.dk er udviklet i et responssivt design, hvilket betyder, at webapplikationen vil være nem at bruge på en mobiltelefon. Der har tilmed været fokus på tilgængeligheden, så mennesker med handicap vil have bedre mulighed for at benytte platformen.
”Det har ikke været en nem proces at udvikle Mit.duos. Formidlingen.dk er et vigtigt arbejdsredskab for mange af vores medarbejdere, så det er en stor opgave at ændre noget så fundamentalt. Men jeg synes, at vi er lykkedes med at komme rigtig godt fra start i udviklingen, og nu venter der en længere proces før vi helt er i mål” understreger Bjørn Langhorn Lundt.
Det er i første omgang en alpha-version af mit.duos.dk, som vil blive lanceret for medarbejdere på SPS-ordninger samt DUOS’ Akutteam. Ambitionen er først at åbne adgangen for alle medarbejdere i DUOS, det regner IT-afdelingen med at være muligt i marts 2021. Herefter er det borgernes tur til at få adgang til de nye digitale muligheder.
”Vi har store ambitioner med det her projekt, og vi har virkelig mange ideer og funktioner, som vi gerne vil integrere i applikationen” uddyber Bjørn Langhorn Lundt.
Af andre nævneværdige tiltag kan nævnes: muligheden for at kommunikere med kolleger (chatfunktion), kurser (nyt interface og system for kurser), E-learning og meget mere, som vi løbende vil holde jer opdateret om. Webapplikationen vil få domænet mit.duos.dk, men der er altså ikke åbnet op for adgang til alle medarbejdere endnu.