Rundt om Rullemarie #2: Et livsændrende valg midt i en coronatid

Et livsændrende valg midt i en coronatid

Da corona først brød ud, virkede det hele ret surrealistisk. Samfundet lukkede ned. Smittekæden skulle standses. Folk blev sendt hjem fra arbejde. Sidstnævnte er især svær, når man lever med et handicap og er afhængig af hjælpere i hverdagen. Men om ikke andet så tog jeg de forbehold, jeg kunne, så hjælperne kun kom på arbejde i et yderst minimalt omfang. Jeg er heldig, at jeg alligevel kan klare en del selv og samtidig har en familie, der er klar til at træde til, når der er brug for det. Derudover var det også begrænset, hvor aktiv en hverdag man havde under lockdown, hvilket gjorde det lidt nemmere.

Min familie og jeg endte med at tage i sommerhus ved Vesterhavet, hvor vi alle arbejdede og studerede. Og fik lagt en masse puzzlespil! Det var så hyggeligt og tiltrængt med et afbræk fra den til tider hektiske hverdag. På daværende tidspunkt var det uklart, om jeg var i risikogruppen i forhold til corona. Da mit handicap er en bindevævssygdom, og dermed også sidder i lungerne, så er jeg i den lidt udsatte ende. Jeg har nok altid taget lidt let på risici, som I kunne læse i mit seneste indlæg, hvilket der både er fordele og ulemper i. Hele mit liv har jeg levet med risikoen for at brække en knogle. Den risiko har jeg været nødt til at acceptere og sige, sker det, så sker det. Det vigtigste er, at jeg kommer ud, og lever mit liv, og går det galt, så tager jeg den derfra. Det var nok også lidt den indstilling, jeg havde til corona. Jeg tager selvfølgelig alle de forbehold, der skal tages. Men nu hvor samfundet begynder at åbne op igen, så er jeg også tilbage i den almindelige hverdag.

Jeg tror, at corona, og det faktum, at vi blev revet ud af vores vante hverdag, har fået mange af os til at genoverveje, hvordan vi lever vores liv. For mig betød det, at jeg kom til at genoverveje min hjælperordning. Jeg kunne mærke en lettelse ved at have haft færre hjælpere på arbejde under lockdown. Arbejdslederdelen og alt det praktiske, der følger med, var blevet taget af mine skuldre for en stund. En verden jeg virkelig trivedes i, da det er et stort ansvar at have en hjælperordning.

Jeg troede friheden var at have hjælper på 24/7, så jeg dermed havde muligheden for at leve mit ungdomsliv på lige plan med mine jævnaldrende. Det var det også. Men det var også hårdt at være arbejdsleder alle døgnets timer, og have mennesker omkring mig hele tiden. Da jeg overgik til den nye hjælperordning, hvor jeg fik 24 timers hjælp, var hyppigheden af brækkede knogler stadig stor. Derfor var jeg langt mere afhængig af andres hjælp, end jeg er i dag. Det er blot inden for de sidste 2 år, at antallet af brækkede knogler er mindsket væsentligt. Ikke nok med, at det betyder færre smerter, så betyder det også en øget selvstændighed! Netop det har gjort, at jeg nu har turde at tage springet og gå ned i hjælpertimer. Det er på alle måder et angstprovokerende valg, og det kommer til at have konsekvenser for mit liv. Det kommer til at kræve mere planlægning. Og frygten for at hyppigheden af brækkede knogler stiger igen ligger også i baghovedet og nager. Hvad hvis min selvstændighed igen sættes ud af spil, og jeg ikke kan få den hjælp, jeg har brug for? Der er mange svære og uklare spørgsmål i denne beslutning. Men jeg kan mærke, at jeg bliver nødt til at kaste mig ud i det. Og jeg er ret overbevist om, at fordelene kommer til at opveje konsekvenserne.

Det er vildt at tænke på, at det var lockdown, der fik gjort det klart for mig, at jeg skal starte processen i at gå ned i hjælpertimer. Nu er samfundet efterhånden ved at være genåbnet, og jeg tror, at det er så vigtigt, at vi stadig har det in mente, at vi skal passe på hinanden. Corona lever stadig ude i samfundet. Heldigvis i et lille omfang. Men et omfang, der hurtigt kan blive stort igen, hvis ikke vi passer på hinanden!

Vend tilbage til forsiden

Andre nyheder

Se alle nyheder

13. september, 2024

Hjemmebesøg hos borgerne er en vigtig del af Nikolajs arbejde som sundhedsfaglig driftsleder på respiratoriske ordninger i DUOS. Og det...

Læs nyhed her

4. september, 2024

For Laura Kehler har en til tider hård og trættende hverdag med muskelsvind ikke været nogen hindring for at tage...

Læs nyhed her

27. august, 2024

Vagttelefonen i DUOS sikrer, at borgere, medarbejdere og samarbejdspartnere altid kan komme i kontakt med en sundhedsfaglig medarbejder, når der...

Læs nyhed her

Skriv til os

36 34 79 00